lørdag den 31. januar 2009

Hundeleg

Vi kan godt lege sammen nu

Nu er Uno og Cia rigtig begyndt at lege sammen, og begge nyder det for fuld styrke.
Uno kan tage en hjerneblødningstur rundt i haven (frem/tilbage/op/ned) med Cia lige i hælene, så stærkt hun nu kan løbe - eller blot lidt frem og tilbage midt på plænen.
Eller de kan deles om et stykke pap eller legereb inde på gulvet.
Cia kan også sagtens få lov til at lægge sig helt tæt ind til Uno for at sove - dog kan hun ikke finde mælk (hun har prøvet nogle gange), selvom Uno var falsk drægtig for nogle uger siden.
Uno var til Rally træning og selvfølgelig skulle Cia med for at kigge og lære.

It's hard to be a chair, når det nu er hvalp nr. 7,
som stolen "må lægge ben til"

Med Uno til rally træning - men en kattekurv!
Nej så tager jeg hellere mors kurv

Fin plads - lige ved døren med kig ud - og gulvvarme til den anden ende

Cia kan nu sagtens være lidt alene hjemme; Uno skal jo stadig have nogle gåture, og Cia skal vænnes til at være alene. Cia får lidt mad, når Uno og jeg går - og når vi kommer tilbage, sover hun dybt, og vågner først, når nøglen bliver sat i døren.

Fuld kontakt

Cia kender også sit navn nu og kommer styrtende, når hun hører det - rigtig dejligt. På en gåtur i mosen kunne Uno rigtig løbe, men Cia valgte at blive hos mig, så jeg skulle rigtig være opmærksom hvor jeg satte fødderne - ellers havde jeg en flad aussie under støvlerne.

tirsdag den 27. januar 2009

De første dage

Søndag
Hente Door-Keepers Oh La La (nu Cia) syd for Göteborg og drage ca. 4 timer mod Danmark.
Inden vi nåede ud af skoven, sov lille Cia omme i buret. Det havde været en begivenhedsrig morgen - og en storvask ovenikøbet.
På turen havde vi et par tisse- og snusepauser. Der var lidt hyl lige inden Hallandsåsen, og et lille forsigtigt svensk bjæf lige ved betalingsanlægget - og ellers stilhed resten af vejen. Cia skal nok få lært sig dansk hurtigt.
Uno (også Aussie - på 4 år) kiggede noget forundret på det lille myr og fik fortalt, at hun altså boede her først samt var den ældste - så rammerne var hurtigt sat. Lille Cia sagde hurtigt okay, hvis det er sådan du vil have det.
Vi måtte blot ud for én gang i løbet af natten.

Mandag
Blot være hjemme og nyde både at have fri samt igen og igen nyde lille ny Cia.
Hun stor-trives, men er ikke helt glad for at blive ladt alene tilbage, så kommer der små ulvehyl fra hende og snuden står ret op. Det at være alene skal så absolut læres.
Mandag aften til møde i hundeklubben med Cia som special guest star - dejligt nok var hun ikke den eneste special guest star, da Montana (også Aussie) på 5 mdr. modtog os. Og så blev der ellers leget - de to hvalpe nød virkelig hinandens selskab.
Denne nat (som dog blev kort) kunne vi sove igennem.

Tirsdag
Tidligt op og med på arbejde; heldigvis kun til et kort møde (selv om jeg har ferie) - ja dog kun for 1½ time, men så tog det også 1½ time at komme derfra igen, da vi jo lige skulle hilse på alle mine kolleger på vejen ud. Cia klarede det i fin stil, og når hun følte sig lidt ensom og var kommet lidt langt ned ad gangen, kunne jeg blot kalde på hende, og hun vendte som på en tallerken for at skynde sig tilbage.
Senere på dagen kom lille Axel på 1½ år og blev hurtigt forelsket i hende. Hun blev aet og nusset; det nød hun virkelig.
Uno blev lidt bestemt et par gange i løbet af dagen, men det blev accepteret.
Uno besluttede dog også, at man måske kunne prøve med lidt trækkeleg med legerebet - og da det jo gik meget godt, inviterede Uno også op til lidt forsigtig leg - og dansen gik i gang. Herligt at se; jeg havde faktisk ikke ventet at se dette allerede på trediedagen, så det var godt.
Cia måtte lige være lidt alene, da Uno jo også skulle have en tur, men det gik helt fint - hun sov trygt, da vi kom tilbage.

Billeder
Ja de må komme - dels skal jeg lige lære at blogge og lægge billeder ind, dels gik kameraet i stykker, så jeg må hurtigt have et nyt - det går virkelig ikke uden kamera, når man har både barnebarn og lille ny hvalp.

mandag den 26. januar 2009

Den spæde start

På kraftig opfordring måtte der komme en blog.
Det bliver om livet og arbejdet med mine to aussies
Uno fra januar 2005 samt Cia fra december 2008.