fredag den 6. februar 2009

Møde med den store verden

Vil du dele med mig ?

Denne uge har meget budt på meget miljøtræning og dermed møde med den store verden. Cia har opholdt sig på en parkeringsplads ved Brugsen søndag eftermiddag. Her mødte vi larmende indkøbsvogne, biler frem og tilbage, rigtig mange mennesker i alle aldre, flaskemaskinen samt andre hunde. Cia har været en tur på stationen, hvor vi mødte larmende og støjende taxaer og busser, døre som kørte frem og tilbage, en elevator, der kørte op og ned samt mange trapper og igen mennesker. Vi nåede også en kort tur på gågaden, inden vi tog en kort tur i skoven med Uno.

Cia har også været på gården og hilst på onklerne Chiko og Vili. Chiko er rigtig onkel, da han er kuldbror til tante Uno. Chiko er meget hanhund, så han fik hurtigt fortalt den lille, at hans hale altså sad højest - men hun sætter godt nok sin hale i meget høj position. Cia fik også hilst på fårene og alle køerne/kalvene, så måske skal hun ud og lege med dem senere på året. Så kan Chiko lige vise hende, hvordan man gør. Vili henter døde dyr, som man kan spise (han er en dejlig, sort labrador).

Begge haler står højt !

Måske skal Cia "lege" med dem her en dag ?
Men hun var egentlig ret ligeglad med dem

Uno gjorde det rigtig godt ved mandagens træning; hun viser meget mere gejst og intensitet nu, hvor hun så også har været der nogle gange. Fremadsendelse til felt var dog noget, som jeg ikke ønskede at se igen, så det undlod vi. Cia kunne denne aften godt vælge kattekurven, men hun skulle jo også lige hilse på de andre træningshunde.

Onsdag vågnede vi op til snelandskab, men haven blev hurtigt raseret af de to hunde. Jeg behøver ikke til foråret lufte plænen for mos; det skal C+U nok gøre for mig med de vendinger, de laver på plænen.

Støvsugeren måtte frem; det kan godt ses på gulvet, at der er flere poter inde. Den var en værre en, men så valgte Cia at lægge sig og hvile langt væk fra den.

Jeg har introduceret klikkeren til hende; det er godt nok en fin leg der. Hun er lige så interesseret i selve klikkeren som i godbidderne, og hun er hurtig. Hun er et rigtigt madøre og danser vildt og voldsomt rundt, når hendes foderpiller serveres. Så glemmer hun de to trin fra køkkenet ned til bryggerset og leger både Flying & Waltzing Matilda.

Jeg har også lavet et hvalpefelt til fremadsendelse på ca. 1 x 1 m; det tog blot 3 forsøg, så vidste hun godt, at det var vigtigt at løbe hurtigt fremad for at spise godbidden, som lå derude og ventede på hende. Og afstanden blev hurtigt øget.

Hvalpefelt med gule bånd og plastglas (de resterende meter af båndene er rullet op i glassene)

En herlig pige, som jeg nyder rigtig meget. Jeg fik lige to dage ekstra, da jeg måtte lægge mig syg for et par dage. Det er bare så sjovt at se de to hunde boltre sig sammen - og studere deres indbyrdes sprog. Det er utroligt lærerigt.

Igen her til aften fik Uno en god løbetur frit på fælleden. Cia kommer blot i en rygsæk, som jeg har monteret på maven (som en kænguru-mor). Så sidder hun der for en stund og studerer verden. Uno kan på den måde få sine gode lange ture, og Cia kan være med i det omfang, hun kan holde til det. Cia accepterer fint at sådan er det bare.

Uno checker lige, om der sker noget spændende ude på vejen

Ingen kommentarer:

Send en kommentar